Charlottenlund Apotek kom uforudset ud for personalemangel i december, og kontaktede LabVikar for at høre om der var hjælp at hente. Det var der. - selvom farmakonomer ikke hænger på træerne, fik jeg lynhurtigt positive tilbagemeldinger på den fællesmail jeg sendte ud til vores vikarer vedrørende en farmakonom til Nordsjælland i december, fortæller Rikke Merton fra LabVikar og fortsætter: - Det var dog ikke udelukkende farmakonomerne der vendte retur. Også andre af vores personalegrupper der ”kendte nogen som kendte nogen” var hjælpsomme, og pludseligt væltede det ind med ansøgninger til dette vikariat. Både fra farmakonomer og fra farmaceuter. Jan Stevnsborg fra Charlottenlund Apotek beretter: - Det gik hurtigt fra jeg ringede til LabVikar med min forespørgsel og til jeg fik et svar. I første omgang meldte Rikke Merton godt nok ud med at LabVikar ikke lige umiddelbart havde det som jeg søgte (en farmakonom med erfaring i receptur og skrankearbejde) men at hun straks ville gå i gang med at søge en sådan. Ca. en uge efter fik jeg tilsendt levnedsbeskrivelser på en række potentielle kandidater, og valget faldt hurtigt på Åse Nesager Nielsen som kunne lige det som vi skulle bruge. Åse Nesager Nielsen er egentligt uddannet farmaceut, men havde god erfaring med kundebetjening, skrankearbejde og receptur fra bl.a. arbejde som apoteksfarmaceut - og hun mente at sådan et vikariat lige var noget for hende: - Så snart jeg hørte om jobbet sendte jeg en ansøgning til LabVikar. Jeg frygtede lidt at blive sorteret fra på baggrund af min farmaceutuddannelse, så glæden var stor da Rikke Merton ringede og fortalte at jeg havde fået tjansen. Vi fik arrangeret et møde inden for et par dage, hvor vi lærte hinanden lidt nærmere at kende over en kop kaffe i Odense. Og få dage senere startede jeg op på apoteket i Charlottenlund.Rikke Merton er selv godt tilfreds med LabVikars indsats. En opgave der umiddelbart virkede lidt uoverskuelig til at begynde med var blevet løst i en ruf: - og det bedste tegn på at missionen er vellykket er at Charlottenlund Apotek valgte at forlænge vikariatet med Åse Nesager Nielsen måned efter måned. Det havde de jo ikke gjort hvis ikke de var tilfredse med den kandidat vi havde sendt op til dem, smiler Rikke Merton. En anden ting som har glædet LabVikar ved at betjene Charlottenlund Apotek er at det var den første kunde som betalte deres regning før forfaldsdatoen: - Det blev jeg virkeligt både helt paf og glad over. Og Charlottenlund Apotek vil til enhver tid blive sat foran alle andre kunder i køen af ekspeditioner herefterdags af selv samme grund, griner Rikke Merton.
LabVikar Åse Nesager Nielsen og Souschef Jan Stevnsborg fra Charlottenlund Apotek. Efter vikariatet på Charlottenlund Apotek fortsatte LabVikar Åse Nesager Nielsen direkte ud i en fastansættelse som farmaceut andetsteds.
|