|
LabVikar292 har – meget kort fortalt -
erfaring som Bagermester, med Processtyring og har taget HACCP-kursus.
Efter endt bageruddannelse i Jylland, kom han til Fyn i 1974, hvor han
har arbejdet som Bager, Bagermester - og Holdfører med ansvar for stor
produktion af rugbrød, hvor han bl.a. har tilegnet sig følgende
kompetencer:
• Planlægning af Produktion.
• Styring af produktion.
• Organisere.
• Arbejdet med processtyring.
• Planlægning af arbejdsplaner.
• Kvalitetskontrol, arbejdet med Haccp.
• Arbejdet med hygiejne og rengøringsprogram.
I sit virke har LabVikar292 bl.a. lavet det som vi hos LabVikar ApS vil
betegne som Procesteknologopgaver. Derudover er han vant til at lave
temperatur kontrol målinger, måle pH samt lave prøveudtagning på
råvarer, mellemvarer og færdigvarer. Han har stor erfaring med at følge
recepter samt hygiejneforeskrifter. Og i sin fritid er han engageret i
sin kones forhandling af Aloe Vera produkter så som saft og cremer (har
bl.a. solgt et par cremer til os ved LabVikar ApS )
LabVikar292 ringede til LabVikar ApS fordi han var stødt på vores
stillingsopslag som Blandemester – og 20 minutter senere dukkede han op
på kontoret med sit CV og stillede sig straks til rådighed for en
personlig samtale. Her fremstod han som en uhyre sympatisk mand med mod
og vilje til lidt af hvert. En stille og rolig mand, som er særdeles
behagelig at være i selskab med. Få dage efter kom han forbi med al
dokumentation som vi kræver (bla. Straffeattest) hvilket signalerer
pligtopfyldenhed, drive og omhyggelighed.
På grund af sin alder har LabVikar292 opgivet at stile mod flere
mellemlederstillinger, og jobbet som Blandemester ville passe ham helt
perfekt. Han er en fysisk stærk mand, der ikke har nogen skavanker
(udover mel-allergi) og ikke går af vejen for at tage fat. Han har tænkt
sig at arbejde mange år endnu, idet han ikke er typen der bryder sig om
at gå hjemme. Så han er mest interesseret i en fast stilling. I dag er
han en uhyre fleksibel vikar med tilknytning til flere forskellige
bureauer, heriblandt LabVikar ApS. Og han er meget interesseret i at
arbejde – også med ting som han måske forekommer overkvalificeret til.
Han bor i eget hus sammen med sin hustru der er selvstændig alternativ
behandler – og sammen har de 2 voksne drenge og en voksen pige samt 1
barnebarn. De sidste ti år har han stået for bogføring og regnskab i sin
kones forretning.
En reference hvor LabVikar292 har været vikar i 19 uger som
lagermedarbejder fortæller at vores
kandidat er en uhyre mødestabil "arbejdshest" der med sit rolige gemyt
havde en positiv effekt på virksomhedens øvrige ansatte. Han håndterede
varer på lageret såvel fysisk via truck som i deres
edb-systemer. En absolut solid medarbejder "i sin bedste alder" sagde
referencen. Endvidere kan vi fortælle at LabVikar292 var soldat i
marinen, også har arbejdet som Dropskoger – og har taget duelighedsprøve
for lystsejlere. Han har PC-kørekort og har haft forskellige
tillidserhverv, bl.a. som Bestyrelsesmedlem i FDB brødfabrik og
Tillidsrepræsentant!
|