|
LabVikar 450 bor på Bornholm, men har ”en hel børneflok”
(4 voksne børn) på Sjælland, hvorfor hun er interesseret i at arbejde
(og bo) på fastlandet 4-5 dage om ugen. Hun har arbejdet som
Industrilaborant siden 1976, både med kemisk udvikling i et apoteker
kontrollaboratorium, med allergitests på et isotoplaboratorium indenfor
pharma området og med kemisk kontrol af levnedsmidler samt spildevand
for Levnedsmiddelkontrollen. Senest har hun arbejdet i en mikrobiologisk
afdeling hvor hun arbejdede med patogene bakterier.
I over 20 år arbejdede LabVikar 450 som Industrilaborant med fisk og
fiskeprodukter frem til 2007 hvor hun stod for udførelse af daglig
produktionskontrol på grundlag af HACCP, bakteriologiske og kemiske
analyser, rengøringskontrol, kalibrering af laboratorieudstyr,
spildevandsudtagning, kvalitetsrapporter og statistikker med Word, Excel
og Access, indkøb af laboratorieudstyr og præparatfremstilling samt
meget, meget mere.
På grund af nedskæringer og lukning af filetfabrik, måtte hendes
arbejdsplads igennem alle disse år med stort vemod sige farvel til deres
stabile og trofaste medarbejder. Vi har indhentet reference på hende
derfra, og de omtaler hende som ”det grå guld”. En kvinde der virkeligt
vil fremad og som man kan have 120 % tillid til. Hun leverer den ægte
vare, er meget pligtopfyldende og ærekær - og er stort set aldrig syg.
Hun var særdeles vellidt blandt såvel kollegaer som hos ledelsen, og det
var derfor ingen nem opgave at skulle opsige hende.
I 2008 havde LabVikar 450 et vikariat indenfor produktion og udvikling
af fiskekonserves med udførelse af daglig produktionskontrol. Men nu er
hun ledig, og det passer hende meget dårligt. Vi har netop haft samtale
med hende i sidste uge, og mødte en uhyre frisk kvinde, der er åben
overfor lidt af hvert. Næsten alt har interesse, særligt i København og
omegn (og på Bornholm naturligvis).
LabVikar 450 fik hurtigt sine ting på plads ved LabVikar ApS og var godt
forberedt til samtalen i Odense, som hun kom til uden at kny på trods af
den lange rejse fra Bornholm. Og hun ligner absolut ikke en kvinde på
56. Hun både ser - og virker - meget yngre. På den gode måde. Hun har
især erfaring fra fiskeriindustrien, men også med apoteker
analysearbejde. Og hun føler sig ikke for "fin" til nogen opgaver!
Meget, meget sympatisk og jordnær naturlig kvinde.
|