Køn:

Kvinde

Født:         

1959

Uddannelse (år):

Bioanalytiker(1983), Arbejdsmiljø, Diplom i Ledelse

Bopæl:        

Odense

Kørekort:    

Ja

Interesser:

Mennesker, musik, udvalgsarbejde og meget mere

Nationalitet:

Dansk

Kan starte nyt job:        

1. oktober 2010

 

LabVikar 478 tilhører i virkeligheden den kategori man kalder for ”det grå guld”. Selvom hun hverken er gammel eller grå. Men hun har en super stærk faglig baggrund, og vil kunne tilføre enhver virksomhed merværdi med sin blotte tilstedeværelse. Så måske skulle man hellere placere hende i en kategori der hedder ”det sprudlende, innovative guld”. At beskrive hendes erhvervsmæssige baggrund er virkeligt svært, når man skal begrænse sig. For hun har bare SÅ mange kompetencer. Men vi skal forsøge at give en kort ”smagsprøve” hér.

 

LabVikar 478 blev færdig som Hospitalslaborant i 1983. De næste 25 år arbejdede hun på forskellige afdelinger (Klinisk Biokemisk Laboratorium, Fertilitetsklinik, Endokrinologisk Afdeling, offentlig GCP-enhed, Onkologisk Afdeling) på et Universitetshospital som bl.a. Forskningsbioanalytiker, GCP-koordinator og Ledende Bioanalytiker. Sideløbende med sit arbejde har hun taget en Arbejdsmiljøuddannelse i 2008 og påbegyndte samme år en Diplomuddannelse i Ledelse.

 

På onkologisk Afdeling varetog LabVikar 478 blodprøvetagning, venflonanlæggelse og venesectio på onkologiske og hæmatologiske patienter samt udførte prøvetagning og efterbehandling af blodprøver i firma- og investigator-initierede protokoller i tæt samarbejde med De Kliniske Forskningsenheder. I GCP-enheden blev der ydet assistance til forskere med planlægning af lægemiddelforsøg. Her ydede Labvikar 478 hjælp til udarbejdelse af forsøgsprotokoller, samtykkeerklæringer og fuldmagtserklæringer samt deltog i  initieringsbesøg, monitoreringsbesøg og rapportskrivning. På Endokrinologisk Afdeling foretog LabVikar 478 DXA-scanning af henviste patienter samt deltagere i kliniske forskningsprojekter. Ligeledes var hun koordinator på firmainitierede projekter, deltog i videnskabeligt projekt og afholdt videnskabeligt foredrag.

 

I 2009 sadlede LabVikar 478 om og blev Teamleder på et QC-laboratorium ved Novo Nordisk. Hér sikrede hun at mål og politikker var kendte og blev efterlevet, sikrede implementering og efterlevelse af LEAN - samt et godt samarbejde og arbejdsklima. Som Personaleansvarlig stod hun for samtaler, fraværs- og udviklingssamtaler. Godkendelse af sygemeldinger, flexlister og feriesedler samt beslutning af løn og bonus for medarbejdere samt ansættelse i eget team var også blandt opgaverne. Dertil havde hun ansvar for at arbejdet blev udført i overensstemmelse med gældende GMP samt sikkerhedsmæssigt forsvarligt og i overensstemmelse med interne regler for lab. arbejde. Desuden ansvarlig for at aftalte mål blev leveret i den ønskede kvalitet og til den aftalte tid - og at koordinere ressourcer mellem teammedlemmer ved spidsbelastninger.

 

Ved den personlige samtale hos LabVikar ApS mødte vi en stærk personlighed med rolig udstråling og handlekraftig adfærd. Denne kvinde er – trods sine usædvanligt gode kompetencer qua sit arbejdsliv og en lang række opkvalificerende kurser, diverse udvalgs- og bestyrelsesarbejde, arrangør af kurser, deltager i supervision og i en stribe symposier og konferencer mv. - fuldstændigt nede på jorden og meget behagelig at være i selskab med. Den mundtlige reference fortalte at LabVikar 478 er en utroligt sød og rar person, der emmer af overskud og energi. En voksen dame der ved hvad hun vil, på den gode måde, og vedgår sig sine grænser. Hun er sådan en type der bare så gerne vil kunne og være med i alt. En rigtig god kollega, meget omsorgsfuld leder - og samtidig socialt åben og initiativrig. Hun stiller ekstremt høje krav til sig selv, og kun det bedste er godt nok, når hun selv skal levere varen. Ingen tvivl om at referencen allerede savner LabVikar 478, og ville ønske at hun var blevet i sin ansættelse hos dem!