LabVikar 692 har igennem de sidste 10 år arbejdet i apotekssektoren samt i et barselsvikariat hos en international danskejet medicinalkoncern, hvor han har varetaget næsten alle funktioner indenfor ledelse med organisation, drift, kvalitet og diverse farmaceutiske opgaver. Hans nuværende ambitioner peger i retning af et nyt karriereforløb med fokus på QA arbejde, faglighed - og ligeledes med stor vægt på menneskelige kundskaber.
Et barselsvikariat i TSC (Trial Supply Coordination) med pakning til kliniske studier har givet LabVikar 692 et større overblik omkring GMP relaterede opgaver, som f.eks. gennemgang af batchdokumentation, inspektion og afvigelsesbehandling. Hans praktiske erfaring som Daglig Leder og Kvalitetschef på Apotek har udviklet hans faglige overblik, samt bidraget til at han i dag besidder en stor kvalitetsbevidsthed og ordenssans. Herudover har han praktisk erfaring med koordinering og samarbejde.
Foruden sin faglighed og praktiske erfaring gennem motivation og planlægning er LabVikar 692 mand for en effektiv gennemførelse af beslutninger, en klar organisering af alle opgaver samt en effektiv og rationel arbejdsgang. Med sit gode humør får han energi af en udfordrende og varieret hverdag. Han er vant til at arbejde tæt sammen med andre mennesker og finder det spændende og lærerigt at være omgivet af andre resultatbevidste, engagerede og kompetente kolleger.
Farmaceuten (og tidligere Apoteker) der afgav reference på LabVikar 692 udtalte: Han er en sød fyr med godt humør og man kan helt sikkert stole på ham. En aftale er en aftale, han er flittig - og styrede mit apotek under et længerevarende sygdomsforløb uden problemer. Han fungerer godt sammen med kollegaer, har et rigtig godt humør og er ikke nem at hyle ud af den. Han er ærlig, holder aftaler, har gå-på-mod, og er meget sjældent syg. Da jeg stoppede som Apoteker blev apoteket sammenlagt med et andet, og Apotekeren derfra havde ikke økonomi til at beholde ham, men prioriterede at beholde de ansatte han selv havde med sig.
Vores indtryk af LabVikar 692 fra den personlige samtale er at han er en helt fantastisk spændende mand. Den type der kan hvad han beslutter sig for at kunne. Kom til Danmark og blev Farmaceut. Har en SOLID farmaceutisk baggrund igennem 10 år i Danmark med alt lige fra almindeligt apoteksarbejde over organisation, ledelse og ansvar til industriel erfaring. Godkendt af Lægemiddelstyrelsen til at arbejde som Apoteksbestyrer. Har fuldstændigt styr på sine ting, og forekommer os værende en struktureret person. Har en behagelig fremtoning og er et særdeles sympatisk menneske, der lægger vægt på kommunikation på alle niveauer. Har sideløbende fået papirer på al sin erfaring, bl.a. Apoteks Akademiets Sølvdiplom indenfor ledelse. Meget sjældent en kandidat imponerer os i den grad som ham hér gør.
LabVikar 692 er åben overfor lidt af hvert – f.eks. at arbejde som QA/QC kemiker, Apoteksfarmaceut, Lægemiddelkonsulent, Kemiker, Produktionskemiker, Teamleder i produktion eller noget helt andet der relaterer til hans baggrund. At skrive hans samlede erfaringsområde hér, vil være alt for omfattende – men bestil et møde med ham. Han er det virkeligt værd. Og han vil hel sikkert medbringe sine papirer i overskuelig form til samtalen!
|