Køn:

Kvinde

Født:         

1954

Uddannelse (år):

Laboratorietekniker (1988), Histo + cytolaborant (1981)

Bopæl:        

Holbæk

Kørekort:    

B + E

Interesser:

Heste og hunde

Nationalitet:

Dansk

Kan starte nyt job:        

Er i vikariat frem til årsskiftet 2011/2012

 

LabVikar 862 har en mangeårig erfaring som Laborant og har i de seneste 18 år været fastansat i et stort biofarmaceutisk selskab. Hun har forud for dette bl.a. været ansat fire år i et farmakologisk forskningslaboratorium på et hospital. Fælles for disse to ansættelsesforhold er, at arbejdsopgaverne hovedsageligt har indbefattet dyreforsøg. Hun kan derfor ubetinget kaldes specialist indenfor dette område. Hun har omfattende erfaring med håndtering af stoffer og kemikalier, medvirken ved implementering af styresystemer og opgradering af samme til operante adfærdstests, stor erfaring med opsætning og udførelse af forsøg inkl. dyreforsøg samt stor erfaring med brug og vedligeholdelse af apparatur. Kandidaten er grundigt uddannet indenfor det patologiske arbejde via sin baggrund som henholdsvis autoriseret Histolaborant og autoriseret Cytolaborant. Via disse uddannelser har hun erhvervet sig en praksisorienteret baggrund indenfor patologi – hvor to år ud af uddannelsernes samlede varighed på 3 år har været praksis (hvor hun har udført patologiske opgaver med kniv, mikroskopering mv).

 

LabVikar 862 vil, efter alle disse år indenfor dyreforsøgsarbejde, meget gerne kaste sig over noget helt nyt (og dermed afslutte arbejdskapitlet omkring det hidtidige område). Hun kan absolut godt være interesseret i arbejde indenfor hospitalsbranchen, og er åben overfor alt indenfor dette område – men nævner dog umiddelbart Klinisk Biokemi og Immunologi. Hun har netop gennemført et blodprøvetagningskursus for at øge sine kvalifikationer. Og hun lægger ikke skjul på at hun gerne vil have patientkontakt, idet hun trives med at være i kontakt med / tale med mange forskellige mennesker. Kandidaten gør også meget opmærksom på, at f.eks. produktionsvirksomheder vil kunne have gavn af hende, og at hun også er meget interesseret i beskæftigelse indenfor den branche. Hun fremhæver her forcer hos sig selv i form af kvalitetsbevidsthed, effektivitet, struktur, fleksibilitet, evnen til at lave kvalitetsanalyser, at analysere produktionsmetoder/varer. Samt fortrolighed med ISO og GMP.

 

Referencen udtaler at LabVikar 862 er yderst samvittighedsfuld, ”driftssikker”, struktureret (”der er orden i penalhuset”) og altid leverer arbejde af høj kvalitet. Kandidaten har i jobbet, hvor reference var hendes overordnede, bestredet opgaver med en høj grad af selvstændig beslutningstagen og ansvar – hvilket hun virkelig har formået at udføre til fulde. Hun er meget kvik og lærenem og til udfordringer, selv om hun behøver noget tid til at forholde sig og vænne sig til nye opgaver. Referencen beskriver endvidere kandidaten som en varm og rigtig rar person. Indtil man rigtigt kender hende, kan hun godt virke lidt privat og meget fagligt fokuseret. Hun har en høj mødestabilitet, har særdeles gode engelskkundskaber og er i det hele taget en dygtig medarbejder, som fremstår halvakademisk - ment på den gode måde.

 

LabVikar ApS har via samtalen med LabVikar 862 mødt en kandidat, hvor vi straks efter at hun er trådt ind ad døren bliver overvældet af alle de positive indtryk hun efterlader. LabVikar 862 er utrolig frisk, hun udstråler og kan dokumentere en fantastisk høj faglig dygtighed, hun har et bemærkelsesværdigt engagement og udtrykker igen og igen, at hun ønsker at blive ved med at lære og absolut ønsker at fortsætte sit virke mange år endnu. Hun har et højt selvværd, og vi kan mærke, at hun brænder for alt, hun har med at gøre. For hende er det virkelig sjovt at gå på arbejde - først og fremmest på grund af de faglige udfordringer / hendes videbegærlighed. Hun pointerer, at hun ikke går på arbejde for at være social, om end hun er opmærksom på vigtigheden af gode relationer til kollegaer. Vi bedømmer hende som en meget kompetent og dygtig Laborant, der har en markant udstråling og vilje. Vi mener, at hun vil være et meget stort aktiv på rigtigt mange arbejdspladser. Vi anbefaler jer at tage en snak med denne spændende kandidat, der virkelig skiller sig ud og imponerer – specielt med sin faglighed.