|
Køn: |
Kvinde |
|
Født: |
1982 |
|
Uddannelse (år): |
Farmaceut (2008) |
|
Bopæl: |
Rødovre |
|
Kørekort: |
Nej |
|
Interesser: |
At dyrke motion, spille brætspil og læse |
|
Nationalitet: |
Dansk |
|
Kan starte nyt job: |
Straks |
| LabVikar 871 har efter endt uddannelse sit første job til gode som Farmaceut. Hun har dog efter færdiggørelsen af sin uddannelse været på barselsorlov. Hun ønsker naturligvis at få tilegnet sig erfaring som Farmaceut og er villig til at arbejde med alt relevant farmaceutarbejde – det kunne f.eks. være på et apotek, på et sygehus osv. I sin praktikperiode arbejdede hun på et apotek i hovedstaden, hvor hun i høj grad betjente kunder ved skranken. På apoteket fik hun sin jus, og har dermed opnået ret til at arbejde på apoteker. Det er LabVikar 871’s drøm på kortere eller længere sigt at arbejde indenfor lægemiddelvidenskab i industrien. Hun har under sin uddannelse arbejdet med et forskningsbaseret projekt, hvor hun arbejdede med at fremstille stoffer, som aldrig før har været fremstillet. På baggrund af at andre har isoleret et stof / nogle stoffer har LabVikar 871 udført strukturkarakterisering af stofferne, hvilket har været et spændende og udfordrende projekt for hende.
LabVikar 871 beskriver sig selv som en fagligt dygtig kandidat, og at hun ubetinget engagerer sig i enhver opgave, hun måtte blive stillet. Hun fremhæver, at hun er særdeles ansvarsbevidst og at hun ikke har samvittighed til at tage let på tingene eller gå på kompromis med kvaliteten i arbejdet. Hun siger, at hun som menneske er utroligt ærlig og at hun derfor er nødt til udtrykke, hvad faktisk hun føler og mener – hun omgår ikke sandheden og spiller med åbne kort. Som kollega beskriver hun sig selv som altid meget hjælpsom, også selv om hun måtte være travlt beskæftiget med noget andet. Hun er ligeledes god til deadlines og selvstændig. Hun vil i alle tilfælde yde sit bedste og forklarer, at hun sågar prøver at yde mere, end hvad der forventes, fordi hun er født af forældre af anden etnisk herkomst. Sluttelig gør kandidaten opmærksom på, at lønnen slet ikke er vigtig for hende. Derimod er det vigtigt for hende, at det er et godt job med faglige udfordringer og et godt arbejdsklima.
Referencen udtaler til LabVikar ApS, at LabVikar 871 er en meget meget sød pige. Hun er ret stille men ærlig, venlig og imødekommende. Hun er fagligt dygtig men uden de store armbevægelser. Hun undersøger og spørger til de ting, hun ikke har viden om, således at kunderne får de rigtige svar / den rette betjening. Kandidaten, som bærer tørklæde, voksede i perioden hun var beskæftiget hos referencen (på et apotek) utroligt meget via sit job i skranken, hvor hun betjente kunder. Hun oplevede indimellem fordomme fra kunderne, hvilket hun blev rigtig god til at håndtere og endte med absolut ikke at tage personligt. Kandidaten var meget ansvarsfuld, der var ikke noget at udsætte overhovedet – grundig, omhyggelig og pligtopfyldende var hun. Hendes selvstændighed kom blandt andet til udtryk ved, at hun via sit eget initiativ lavede et mindre kvalitetsstyringssystem, der bliver brugt den dag i dag. Et simpelt system men det virker rigtig godt. Hun er lærenem og absolut til udfordringer, rent faktisk smadderdygtig. Referencen kunne godt ønske sig at ansætte kandidaten, hvis muligheden byder sig og skal nok rette henvendelse til kandidaten i så tilfælde.
LabVikar ApS har via den personlige samtale med LabVikar 871 mødt en virkelig sympatisk kandidat, som vi har vundet stor respekt for. Indstillingen hun lægger for dagen er bemærkelsesværdig, og vi kunne ønske os, at hun i allernærmeste fremtid via et vikariat eller fast job får lov til / mulighed for at folde sig ud som Farmaceut. Det er vigtigt for hende, at hun får mulighed for at blive bekræftet i, at hun er en rigtig god kandidat fagligt og menneskeligt. Hun vil med stor garanti virkelig vokse med opgaverne lige meget, hvad hun bliver sat til at lave. |
|