Køn:

Mand

Født:         

1952

Uddannelse (år):

Laborant (2002) og lærer (1983)

Bopæl:       

Århus

Kørekort:    

Ja

Interesser:

Natur og lystfiskeri, renovering af hus, træfældning mv.

Nationalitet:

Dansk

Kan starte nyt job:        

Straks, efter aftale

 

LabVikar 892 tilhører kategorien ”det grå guld”, og han har en bred baggrund med 15 års virke som folkeskolelærer og 7 års sammenhængende ansættelse samme sted som laborant. Hans hjerte banker for naturen, hvorfor en ansættelse indenfor naturformidling evt. med prøveudtagning (jord, vand, dyr – alt) ville være som en gave for ham. Allerede i 70’erne påbegyndte han et biologistudium på Århus Universitet. Sidenhen har han haft en hel del botanik, zoologi og fysik-kemi i forbindelse med læreruddannelsen – og med sin laborantuddannelse vil en ansættelse indenfor den fysisk-kemiske industri være lige til højrebenet. Men kandidaten er åben overfor det, der kommer, og nævner således også, at en stilling som skadedyrbekæmper/rottefænger eller fødevarekontrollant kunne være interessant. Han er særdeles fleksibel både med arbejdstid og afstand til arbejdspladsen.

 

Af laboratorierelevant erfaring kan bl.a. nævnes kontrol af medicinske gasser i henhold til den aktuelle Europæiske Pharmacopé, Ph. Eur. Analyse af hjemtagne prøver af luft, ilt og lattergas. Kontrol af svejsegasser og fødevaregasser samt af store standtanke og tankvogne med flydende gasser – bl.a. med mobilt apparatur. Behandling af reklamationer – analyse for korrekt / forkert flaskeindhold. Syntetisere nye organiske forbindelser bl.a. arbejdet med reflux, destillation, kromatografering. Præparation af prøver til NMR, IR, GC-MS og UV- spektroskopi. Kalibrering af en række analyseinstrumenter. Registrering og klargøring til analyse samt søge efter kemiske forskrifter og kemiske informationer i databaser som Crossfire og Chemical Abstract, inkl. opslag og læsning på engelsk og tysk. Etc.

 

LabVikar 892 følger med tidens trends og var således for nylig på et blodprøvekursus på Odense Universitetshospital for at åbne endnu flere muligheder i sin jobsøgning. Udover hans faglige kvalifikationer kan vi fortælle, at han er lidt af en ”handy mand” både i fritiden (med hus, have og træfældning) og i sine forskellige jobs (med reparation og vedligeholdelse af skolens fysikudstyr, da han var lærer) osv. Han er lystfisker med hang til både fersk- og saltvand. Og han har egen jolle med påhængsmotor på indregistreret bådtrailer. Derudover har han beskæftiget sig en del med korrekturlæsning og redaktionelle opgaver, bl.a. på en dansk-somalisk ordbog, på flere bøger ved Forlaget Tibet og gennem 7 år ved Brabrand Lystfiskerforenings (BLF) medlemsblad ”Pralhalsen” – www.pralhalsen.dk

 

LabVikar ApS kender denne kandidat som en meget energisk mand, der gerne vil videre i teksten med sit liv. Han er åben overfor næsten alt og føler sig ikke for fin til nogen slags job. Han er en meget pertentlig og punktlig type, der gemmer alle sine papirer og gerne medbringer disse til en ny arbejdsgiver. Han har ikke noget at skjule og vil gøre alt for at komme videre i sit arbejdsliv. Han forekommer os som værende ærlig, imødekommende, tålmodig, tillidsvækkende og hjælpsom. Og vi vurderer ham som en god ressource i enhver virksomhed, der påskønner en engageret, ansvarlig og pligtopfyldende medarbejder, som arbejder struktureret. LabVikar 892 er analytisk, vidende og innovativ. Selvom han er god til selvstændige opgaver, lægger han ikke skjul på, at han også nyder at være teamplayer.

 

Vi mener klart at denne kandidat er et personligt møde værd – hvad enten det drejer sig om et vikariat eller en fast stilling. Han har nemlig mange evner og mange gode år i sig endnu.