Til de vikarbureauer, der har sendt mig beskeder i den senere tid på baggrund af Den Ny Vikarlov, på Facebook, på mail og på Linkedin, vil jeg lige offentligt melde ud en gang for alle, at jeg melder fra på jeres beskeder. Jeg læser dem muligvis, men svarer helt sikkert ikke.

Jeg har stået 110% uden opbakning fra nogen af jer, siden 2013 da min virksomhed, LabVikar ApS, blev udvalgt som prøveklud for fremtidig praksis af Den Ny Vikarlov. Indrømmet: Det VAR en kompliceret sag – men nu er den kæmpet til ende herfra af!

Det eneste jeg nogensinde havde gjort mig skyldig i, for at blive den udvalgte prøveklud for Den Ny Vikarlov, var at nægte at tegne overenskomst med HK, fordi mine kandidater ganske enkelt stilles væsentligt ringere MED overenskomsten. Og det ved I også godt!

Når medierne trykte helt forkerte udlægninger af sagen undervejs, fordi de simpelthen ikke forstod det komplicerede stof, var de eneste tilbagemeldinger jeg fik fra vikarområdets side af desværre ikke fra jer der skriver nu. Så I må klare jer uden mit bidrag!

Jeg kan varmt anbefale et medlemskab af Dansk Industri under Dansk Arbejdsgiverforening som SAMMEN har været ekstremt imponerende og dygtige på LabVikar ApS´s SIDSTE del af rejsen i sagen fra Sø- og Handelsretten til Højesteret.

Ikke én henvendelse fik jeg fra vikarbureauer undervej, på trods af at de mange penge som sagen kostede, ikke havde fyldt det vilde, hvis vi havde stået sammen. Men det gjorde vi ikke. Det var mig personligt der gik uden indkomst i ¾ år fordi pengekassen var tømt på retssagen!

Der var et par af de større vikarbureauer MED overenskomst, der valgte at kalde mig ”for dum” i medierne over ikke at tegne overenskomst. Men hvad den almene dansker ikke forstår, som os på vikarområdet udmærket ved, er at overenskomsten i vikarregi NETOP giver frit slag til løndumping etc.

Jeg tog alene rejsen fra Byretten over Sø- og Handelsretten til Højesteret, hvor sagen blev afgjort denne sommer. HK fik medhold i sagens allervigtigste punkt. Som de ellers glemte at tage med i Sø- og Handelsretten, men fik suspension til at medtage som tilføjelse ved Højesteret alligevel.

Enden på hele forløbet blev at sætningen i Den Ny Vikarlov ”Vikaren skal behandles på lige fod med de fastansatte” nu skal FORTOLKES til ”Vikaren skal behandles IDENTISK med de fastansatte”. Hvilket har givet HK anledning til at sende flere sager i LabVikars retning…

Det mest horrible er, at jeg på det pågældende punkt kunne bevise sort på hvidt at min kunde havde NÆGTET mig de oplysninger, som afgjorde dette punkt i sagen. Beskeden fra retsvæsnet var, at det måtte jeg efterfølgende tage med kunden i et civilt søgsmål.

Nu er kunden bare lige tilfældigvis så stor, at HK ligner et miniature støvfnug ved siden af. Men jeg har naturligvis tænkt mig at høre kunden pænt om de vil belønne min loyalitet, ved ikke at nævne dem undervejs, med en økonomisk kompensation.

Til de vikarbureauer, der har sendt mig beskeder i den senere tid på baggrund af Den Ny Vikarlov, på Facebook, på mail og på Linkedin, vil jeg bare ønske rigtig meget held og lykke. Jeg kan desværre ikke hjælpe, idet jeg har et par retssager mere der ligger og venter!

 

Skriv et svar