Så blev det Skærtorsdag, imorgen kommer Langfredag og på søndag er det Påskedag. Det betyder at NU er det Påske med stort P. For de fleste betyder det fridage, påskefrokost, gækkebreve og påskeæg af chokolade. Men påsken er mere end det. Meget mere.

Skærtorsdag var, ifølge Bibelen, den dag hvor Jesus indstiftede nadveren og vaskede sine disciples fødder rene. “Skær” betyder “ren”. Langfredag var dagen, hvor Jesus Kristus døde på korset – og Påskesøndag var dagen hvor Jesus stod op af graven efter at have været død. Vi har heldigvis rigtigt mange fredfyldte og sjove påske traditioner i Danmark knyttet til disse begivenheder.

Et påskeæg var oprindeligt et ganske normalt æg fra en høne, hvor man har pustet hviden og blommen ud, ved at lave to huller i ægget. Efter man har tømt ægget, kunne man så gå i gang med at dekorere sit æg, med maling, glimmer, fjer osv. Dette er en aktivitet som især børn synes er sjov og udfordrende, og som man ofte ser i børnehaver og institutioner.

Og så er der gækkebrevene. Et gækkebrev er rent faktisk en tradition, som opstod her i Danmark for over 300 år siden. Hele legen går ud på at man sender et anonymt brev, hvori man har en lille gåde, som skal løses før man kan gætte hvem afsenderen er. Hvis modtageren ikke kan løse gåden, skylder modtageren et chokolade påskeæg til afsenderen af gækkebrevet.

Gækkebrevet har fået sit navn, fordi man i gamle dage sendte en vintergæk med i brevet. Og ”at gække” betyder at vildlede, som jo er formålet med den gåde, der sendes med i brevet. Til påske nyder mange også at gå ud i naturen og fylde en kurv med flotte påskeliljer. Påskeliljen er en af de første blomster, som blomstrer i Danmark og den springer ud omkring marts og april.

Påskeharen er stadig ikke ligeså implementeret i vores danske påsketraditioner, som i andre lande. Men påskeharen har heller ikke sin oprindelse her i Danmark, den stammer fra vores naboland Tyskland. Man kan dog håbe at påskeharen forbliver et påske hit, for hvem kan ikke lide en påskehare, som går og gemmer lækre chokolade påskeæg til alle!

Team LabVikar vil med disse ord ønske en rigtig god påske til alle.